Mit liv indtil nu..

Som man sikkert ved hvis man følger med i mit liv på Facebook at jeg nu bor i København. Det er et faktisk et ret seriøst liv jeg lever der selvom man tænker så er partypigen på fri fod i endnu en storby, men det er slet ikke sagen her..
Jeg er blevet meget seriøs omkring studie, familie, parforhold og alt det andet der hører med til det at være voksen.
Samtidig med at være mega voksen og seriøst, er der selvfølgelig andre ting der trænger sig på.
Noget så basalt som fremtiden, hvad byder den på? Ingen ved det, men alle snakker om den som om at man er her for evigt og når det hele.. Jeg er blevet bange for fremtiden. Tidligere glædede jeg mig til fremtiden, men nu ser den ud som om det bliver endnu en hård tid , som den jeg har været i inden jeg flyttede til København.
Inden jeg flyttede til København boede jeg tre måneder i Sønderjylland hos min rigtig dejlige og søde kæreste. Men samtidig mistede jeg en kammerat i samme måned som jeg flyttede til ned til kæresten. Det var rigtig hårdt, da jeg nåede at snakke med ham dagen inden han gik bort.
Udover det gik jeg og ventede på at jeg kom til at starte på drømmestudiet Laborant, som jeg i dag stadig studerer, det er herligt.

Lige nu er jeg nået til at jeg bare gerne vil "hjem". Studiet skal bare overståes så jeg kan komme hjem til Jylland. København er hyggelig, stor og har mange muligheder, men har desværre ikke mange at dele denne oplevelse med. Jeg har prøvet med at få kæresten herover til Sjælland kort efter jeg var startet herovre, men det lykkedes ikke. Nu er det bare ensomt, men med mange oplevelser.
Med det sagt har jeg da også dage hvor det er dejligt at være her, da mulighederne er mange.

Jeg kan mærke at der er et usynligt pres på mig for at jeg får uddannelse, familie og venner til at fungere på en og samme tid, men det er overhovedet ikke let. Selvom folk siger til en det skal du slet ikke tænke på kan man jo ikke lade være. Især ikke når ens svoger og Svigerinde har købt hus og skal have baby. Jeg ved at min kæreste også at min kæreste vil nå dertil, men jeg er bare slet ikke klar til det endnu, selvom jeg kæmper for at nå dertil. Jeg håber og tror på at jeg nok skal nå dertil, selvom at udsigterne til det er meget uklare på nuværende tidspunkt, da jeg kæmper med PCO. Jeg har tabt en del kilo men jeg er ikke sikker på om jeg overhovedet kan få børn endnu.
Lige nu prøver jeg at lade være med at tage p-piller for at finde ud af om det har fucket hele mit system op, da jeg startede på dem da jeg var ca. 17 - 18 år gammel. Jeg har sidenhen kæmpet med depression jeg kom ud af nogenlunde helskindet, selvom at det fik mig til at opgive ingeniørstudiet og mange andre ting. Det har ihvertfald flyttet mit syn på verden og hvordan jeg skal opfatte den.

Jeg er snart 29 år og kan se et lys forenden af uddannelsestunnellen. Og det virker glædeligt på mig. Selvom tingene ikke altid går i en retning jeg gerne vil. Jeg håber at alt kommer til at gå op i den sidste ende også selvom det måske ikke er på den måde jeg drømmer om at den skal.

Jeg skal nok nå stjernerne til sidst.